Fedmemedicin - Typer, virkning og pris i DK
Det vigtigste du skal vide
- Fedmemedicin er receptpligtig medicin, der regulerer appetit via kroppens egne hormoner
- Fire præparater er relevante i Danmark: Wegovy, Ozempic, Saxenda og Mounjaro
- Wegovy giver ca. 15 % vægttab – ny generation Mounjaro (tirzepatid) op til 25 % i direkte sammenligning
- Kræver BMI på 30+ (eller 27+ med vægtrelateret risikofaktor såsom PCOS/PMOS, stort taljemål 88 cm kvinder/102 cm mænd, forhøjet kolesterol eller forhøjet blodtryk)
- Ingen offentligt tilskud i Danmark – Wegovy koster ca. 1.280-2.300 kr./md afhængigt af dosis. Ozempic, som indeholder samme stof (semaglutid), koster 855 kr./md
Hvad er fedmemedicin?
Mere end 100.000 danskere var i behandling med fedmemedicin i 2024. I dag er tallet endnu højere, og tager man brugerne med sukkersyge med, så har flere hundrede tusind danskere brugt et GLP-1-produkt siden de kom på markedet omkring 2020. Og chancen er, at du har hørt om det – måske fra en ven, en kollega eller en overskrift om Wegovy.
Men hvad er fedmemedicin egentlig? Kort sagt: Det er receptpligtig medicin, der arbejder sammen med din krop – ikke imod den. Hvor slankepiller i håndkøb sjældent har dokumenteret effekt, virker fedmemedicin direkte på de hormoner, der styrer din appetit og mæthedsfølelse.
Fedme er ikke et spørgsmål om viljestyrke. Det er en kronisk sygdom, der rammer over 890 millioner voksne på verdensplan.[1] I Danmark har ca. 1 ud af 5 voksne fedme, og yderligere 35 % er overvægtige. Det er altså mere end hver anden dansker, der har et problem med overvægt.[2]
Har du prøvet at ændre kost og motion i månedsvis uden at vægten rykker sig? Du er ikke alene. Og det er netop i den situation, fedmemedicin kan gøre en forskel – som supplement til de livsstilsændringer du allerede arbejder med. De danske retningslinjer anbefaler, at man har forsøgt livsstilsændringer i mindst 3-6 måneder, inden medicinsk behandling overvejes. Vores erfaring er, at langt de fleste mennesker har prøvet langt mere end blot det.[2]
Hvilke typer fedmemedicin findes i Danmark?
Der findes fire præparater, du bør kende til. To af dem er godkendt specifikt til vægttab. De to andre – Ozempic og Rybelsus – er officielt diabetesmedicin, men det aktive stof er det samme som i Wegovy, og i praksis bruges de bredt. Fælles for alle er, at de efterligner kroppens egne tarmhormoner.
| Præparat | Aktivt stof | Type | Dosering | Gns. vægttab | Godkendt til |
|---|---|---|---|---|---|
| Wegovy | Semaglutid 2,4 mg | GLP-1 | Ugentlig injektion | 17 %[3] | Fedme/overvægt |
| Ozempic | Semaglutid 1,0 mg | GLP-1 | Ugentlig injektion | 10 %[4] | Type 2-diabetes |
| Rybelsus | Semaglutid 9 mg | GLP-1 | Daglig pille | 8-10 % | Type 2-diabetes |
| Saxenda | Liraglutid 3,0 mg | GLP-1 | Daglig injektion | 5-10 %[5] | Fedme/overvægt |
| Mounjaro | Tirzepatid 5-15 mg | GLP-1/GIP | Ugentlig injektion | 17-25 %[6] | Fedme/diabetes |
Wegovy – det præparat, de fleste kender
Wegovy er den fedmemedicin, der har sat Danmark på verdenskortet. Udviklet af Novo Nordisk, godkendt til vægtbehandling i 2022.[7] Én ugentlig injektion. Gradvis optrapning over 16 uger.
Tallene taler for sig selv: I et studie med knap 2.000 deltagere tabte de sig i gennemsnit 17 % af kropsvægten over godt et år. En tredjedel tabte mere end 20 %.[3] Det er Wegovy, der har gjort medicinsk vægttab til et reelt alternativ for tusindvis af danskere – og for millioner på verdensplan.
Ozempic – samme stof, anden godkendelse
Her er det, der forvirrer mange: Ozempic og Wegovy indeholder præcis det samme aktive stof – semaglutid. Forskellen? Ozempic er godkendt til type 2-diabetes, ikke til vægttab.[4]
Alligevel bruges det bredt, fordi det er markant billigere end Wegovy. Bruger man doser på 1,0 mg eller derunder, kan man faktisk spare mere end 5.500 kr. om året på sin behandling bare ved at skifte fra Wegovy til Ozempic. Vil du forstå forskellen i detaljer, har vi en guide om Wegovy vs. Ozempic.
Saxenda – den stille veteran
Saxenda var den første GLP-1-baserede fedmemedicin på markedet, helt tilbage i 2015.[5] Den tages som daglig injektion og giver et mere moderat vægttab på 5-10 %. Saxenda er stadig relevant – særligt hvis du ikke tåler semaglutid, eller foretrækker en mildere start.
Rybelsus – Wegovy-pillen
Rybelsus er ligesom Ozempic lavet til sukkersyge, men indeholder stoffet semaglutid – ligesom Ozempic og Wegovy. Det er altså Wegovy i pilleform. I USA er det lanceret under navnet Wegovy-pille. Det er en daglig pille, der virker på samme måde som Wegovy, og det vil være oplagt at tage, hvis du foretrækker en pille i stedet for en sprøjte. Læs mere om Wegovy-piller.
Mounjaro – den nye udfordrer
Mounjaro (tirzepatid) er et helt nyt kapitel i fedmemedicinens historie. Hvor de andre præparater kun rammer ét hormon (GLP-1), rammer Mounjaro to: GLP-1 og GIP. Den dobbelte virkningsmekanisme giver de største vægttab, man har set i kliniske studier.[6] Mere om det længere nede.
Hvordan virker fedmemedicin?
Du kender sikkert følelsen: Du har spist en stor frokost, og bagefter har du ikke lyst til mere. Det skyldes et hormon ved navn GLP-1, som tarmen producerer efter et måltid. GLP-1 sender et signal til hjernen: "Du er mæt. Stop med at spise."
Problemet er, at dette signal ofte er svækket hos mennesker med overvægt.[8] Kroppen sender ikke et stærkt nok mæthedsbudskab, og resultatet er et kalorieindtag, der ligger højere end kroppen har brug for.
Fedmemedicin løser det ved at tilføre en version af GLP-1, der holder sig aktiv i lang tid. Hvad mærker du?
- Du bliver mæt hurtigere. Portionerne skrumper naturligt, fordi du simpelthen ikke kan eller vil spise mere
- Maden "holder" længere. Mavetømningen sænkes, så du føler dig mæt i længere tid efter et måltid
- Cravings dæmpes. Den der uimodståelige lyst til chokolade kl. 15 eller inden sengetid? Den bliver mærkbart svagere[8]
- Blodsukkeret stabiliseres. Færre udsving betyder færre cravings
Mounjaro tager det et skridt videre. Udover GLP-1 aktiverer den også GIP-receptoren, hvilket forstærker både mætheds- og insulinsignalerne yderligere. Det forklarer, hvorfor tirzepatid giver et endnu større vægttab.[6]
Men lad os være ærlige: Fedmemedicin er ikke en mirakelkur. Medicinen virker bedst, når du kombinerer den med ændringer i kost og træning. Det er en medicinsk behandling, og ligesom så mange andre medicinske behandlinger virker den så længe du tager den. Stopper du behandlingen, så stoppes hæmningen af sulten. Mange – men ikke alle – vil derfor opleve at tage på igen, hvis man stopper for hurtigt på medicinen.[4]
Hvem kan få fedmemedicin i Danmark?
Fedmemedicin er ikke for alle – og det skal det heller ikke være. Det er en medicinsk behandling, og til de personer der er egnet, har man vurderet, at de positive effekter langt overskygger eventuelle negative effekter af medicinen. I sidste ende er det kun dig, der kan træffe beslutningen, om fedmemedicin er det rigtige for dig.[7] Kriterierne er:[7]
- BMI på 30 eller derover (fedme)
- BMI på 27 eller derover kombineret med mindst én vægtrelateret risikofaktor/følgesygdom:
- Type 2-diabetes
- Forhøjet blodtryk
- PCOS / PMOS
- Fedtlever
- Søvnapnø
- Forhøjet kolesterol eller hjerte-kar-sygdom
- Stort taljemål – 88 cm for kvinder og 102 cm for mænd
- Tidligere vægtrelateret kræftsygdom, fx bryst- og tarmkræft
Fedmemedicin frarådes til gravide, ammende og personer med visse tilstande som pankreatitis, medullært thyroideakarcinom (MTC) eller MEN 2-syndrom.[7]

Er fedmemedicin det rigtige for dig?
Tag vores gratis BMI-test og find ud af, om du opfylder kriterierne for et behandlingsforløb hos Lægeklinik Junia.
Se om du er egnet →Novo Nordisk fedmemedicin
Det er svært at tale om fedmemedicin uden at nævne Novo Nordisk. Den danske virksomhed står bag fire af de fem store præparater – og dominerer markedet globalt.
- Wegovy (semaglutid 2,4 mg) – flagskibet. Ca. 17 % vægttab i kliniske studier.[3] Har senest fået godkendelse til behandling af fedtleversygdom (MASH) og er også godkendt til at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme[8]
- Ozempic (semaglutid 1,0-2,0 mg) – diabetes-søsteren. Har hos personer med sukkersyge vist sig at medføre vægttab, bedre blodsukkerkontrol, mindre risiko for hjerte-kar-sygdomme og forbedring af nyrefunktionen. Se Wegovy vs. Ozempic
- Rybelsus (Wegovy-pille) – er til diabetes, men virker glimrende til folk, der gerne vil tabe sig og foretrækker en daglig pille i stedet for en ugentlig injektion
- Saxenda (liraglutid 3,0 mg) – første generation, stadig relevant[5]
Og der er mere på vej. CagriSema kombinerer semaglutid med cagrilintid og viser potentielt endnu større vægttab. Retatrutide er et triple-produkt, som også testes og giver gennemsnitlige vægttab op imod 30 %. Eloralintide er et amylin-produkt, som sandsynligvis vil give vægttab på 15-20 % men med meget færre bivirkninger end de produkter, der er på markedet lige nu. De næste 5-6 år bliver super spændende.
Ny generation: Tirzepatid og dobbelt virkningsmekanisme
Hvad sker der, når man ikke bare kopierer kroppens GLP-1-hormon, men også aktiverer et andet mæthedshormon (GIP) samtidig? Det er præcis, hvad Eli Lilly har gjort med tirzepatid – og resultaterne er opsigtsvækkende.
I det første direkte sammenligningsstudie fik 751 voksne med fedme enten tirzepatid eller semaglutid i 72 uger.[6] Forskellen var markant:
- Tirzepatid: 20,2 % vægttab
- Semaglutid: 13,7 % vægttab
Det er 6,5 procentpoint mere. For en person på 110 kg svarer det til forskellen mellem at tabe 15 kg og 22 kg.
Og det stopper ikke der: 57 % af deltagerne på tirzepatid tabte sig mindst 20 % af kropsvægten. På semaglutid var det 28 %.[6] Mounjaro (som tirzepatid hedder i Danmark) er stadig relativt ny herhjemme, men EMA anbefalede allerede i 2023 at udvide indikationen til fedmebehandling.
Hvad koster fedmemedicin i Danmark?
Lad os tage den, alle tænker på: Hvad koster det? Der er ingen offentlig tilskud til fedmemedicin i Danmark, så du betaler selv.[9] Læs mere om tilskud til Wegovy.
| Præparat | Ca. pris pr. måned | Tilskud |
|---|---|---|
| Wegovy | 1.280-2.230 kr. | Intet offentligt tilskud |
| Ozempic | 855 kr. | Kun ved type 2-diabetes |
| Rybelsus | 900 kr. | Kun ved type 2-diabetes |
| Mounjaro | 1.580-3.850 kr. | Intet offentligt tilskud |
Dertil kommer udgiften til selve behandlingsforløbet. Hos Lægeklinik Junia starter et forløb fra 149 kr. de første 4 uger, herefter 249 kr./md eller 1.995 kr./år. Medicinen købes separat på apoteket med din recept. Se alle detaljer på vores side om priser for medlemskab og medicin, eller dyk ned i prisen på det billigste semaglutid-præparat i guiden til Ozempic pris.
Bivirkninger – hvad kan du forvente?
Lad os tage den ærligt: Næsten halvdelen oplever kvalme i starten.[3]
- Kvalme – ca. 40 %, oftest en let uro i maven de første uger
- Diarré – ca. 30 %, primært forbigående
- Forstoppelse – ca. 20 %, kan hjælpes med væske og fibre
- Opkastning – ca. 20 %, værst ved dosisøgning
- Hovedpine og træthed – normalt kun de allerførste uger
Kun 4-5 % stopper behandlingen pga. bivirkninger.[3] Se komplet oversigt: bivirkninger ved vægttabsmedicin – eller dyk ned i de præparatspecifikke gener i guiden til bivirkninger ved Ozempic.
Ofte stillede spørgsmål om fedmemedicin
Kan man købe fedmemedicin uden recept?+
Hvad er forskellen på fedmemedicin og Ozempic?+
Tager man på igen, hvis man stopper?+
Hvor hurtigt virker fedmemedicin?+
Er fedmemedicin farligt?+
Hvad skal jeg vælge – Wegovy, Ozempic eller Mounjaro?+

Michael Schou er virksomhedsansvarlig læge hos Lægeklinik Junia og kvalitetssikrer vores indhold om medicinsk vægttab. Han sikrer, at alle guides er fagligt korrekte, opdaterede og formidlet i et klart og letforståeligt sprog.
Kilder og referencer
- WHO. Obesity and overweight. 2024.
- Sundhed.dk. Lægehåndbogen – Overvægt. 2024.
- Wilding JPH et al. Once-Weekly Semaglutide (STEP 1). N Engl J Med. 2021.
- Sundhedsstyrelsen. Q&A om Wegovy. 2024.
- EMA. Saxenda EPAR. 2015.
- Rodriguez PJ et al. SURMOUNT-5. JAMA Intern Med. 2024.
- EMA. Wegovy EPAR. 2022.
- Chamarthi & Daley. Obesity Medications. StatPearls. 2025.
- Lægemiddelstyrelsen. Q&A om slankemedicin. 2023.
Din krop. Din beslutning. Start når du er klar.
Ingen fordomme. Ingen løftet pegefinger. Bare et team, der hjælper dig med et varigt vægttab – på en sundhedsfagligt forsvarlig måde.
Start mit forløb – 149 kr./4. uge →



