Online lægeforløb med vægttabsmedicin
Er medicinsk vægttab noget for dig?
Hos Lægeklinik Junia tager du BMI-beregneren, og lægen vurderer, om et forløb med vægttabsmedicin er relevant for dig.
Se om du er egnet- Tager 2 minutter
- Ingen ventetid
- Recept inden for én hverdag

Svar inden for 1 hverdag
Hvordan virker Wegovy? Sådan arbejder semaglutid i din krop
Det vigtigste du skal vide
- Wegovy indeholder semaglutid, en kopi af tarmhormonet GLP-1, som kroppen selv sender ud, når du har spist. Kopien ligner det ægte hormon 94 %
- Stoffet virker først og fremmest i hjernen. Det rammer de områder, der styrer sult og mæthed, og påvirker også trangen til bestemt mad
- I forsøg spiste deltagerne 24-35 % færre kalorier, uden at de blev bedt om det. Hvilestofskiftet blev ikke sat ned
- Effekten bygges op over uger: stoffet topper i blodet 1-3 dage efter stikket, der går 4-5 uger, før niveauet er stabilt, og 16 uger, før du er på fuld dosis
- I det største studie tabte deltagerne i gennemsnit 14,9 % af kropsvægten på 68 uger mod 2,4 % på placebo
- Wegovy virker kun, så længe du tager det. Stopper du, vender sulten tilbage - og en del af vægten med den
"Det er, som om støjen forsvandt." Sådan beskriver flere af vores patienter den første måned på Wegovy. Ikke et voldsomt vægttab. Ikke en pludselig viljestyrke. Bare en stille ro omkring mad, der ikke var der før.
Men hvad er det egentlig, der sker? Wegovy hverken brænder fedt eller blokerer kalorier. Medicinen gør noget helt tredje: den taler til det system i kroppen, der bestemmer, hvornår du har fået nok. Her får du forklaringen, som vores læger giver den i konsultationen - hvad stoffet gør i hjernen, hvad det gør i maven, hvor hurtigt det sker, og hvor godt det virker.
Hvad er Wegovy, og hvad gør det aktive stof?
Det aktive stof i Wegovy hedder semaglutid. Det er en kunstig udgave af GLP-1, et hormon din tarm selv sender ud i blodet, hver gang du spiser. Kopien er tæt på originalen: den deler 94 % af sin opbygning med kroppens eget GLP-1 og binder sig til nøjagtig samme receptor.[1]
GLP-1 er kroppens egen appetitregulator. Hormonet fortæller hjernen, at der er kommet mad, og at du kan skrue ned for sulten. Problemet er, at dit eget GLP-1 er væk igen efter få minutter. Et enzym ved navn DPP-4 klipper det i stykker næsten med det samme.
Det er her, semaglutid adskiller sig. Molekylet er bygget om, så DPP-4 ikke kan nedbryde det, og så det binder sig til albumin i blodet - mere end 99 % af stoffet hænger fast på blodets proteiner. Resultatet er en halveringstid på cirka en uge.[1]
Kort sagt: Wegovy tilfører ikke kroppen noget fremmed. Det forlænger et signal, du allerede har - fra minutter til dage. Det medfører en længere mæthed, og derfor taber du dig.
Sådan virker Wegovy i hjernen
Her ligger den vigtigste del af forklaringen, og det er også den del, de færreste kender: Wegovy virker primært i hovedet, ikke i maven.
GLP-1-receptorer sidder flere steder i hjernen, netop i de områder der regulerer appetit.[1] Semaglutid har direkte effekt på hypothalamus og hjernestammen, som styrer den grundlæggende regulering af, hvor meget mad kroppen har brug for. Derudover ser stoffet ud til at påvirke belønningssystemet gennem områder som septum, thalamus og amygdala.[1]
Det lyder abstrakt. I praksis betyder det to forskellige ting.
Den første er mæthed. Du bliver mæt tidligere i måltidet og bliver ved med at være det længere. Tallerkenen er ikke tom, og du er alligevel færdig.
Den anden er ro. I studierne beskrives det som mindre sult, bedre kontrol over spisningen og færre og svagere cravings. Deltagerne foretrak samtidig mad med mindre fedt.[1] Det er den effekt, patienterne oftest fremhæver hos os. Ikke tallet på vægten, men at tanken om chokoladen i skabet holder op med at komme igen hvert tiende minut. Så ikke nok med, at du vil spise færre kalorier, men du vil ofte også have mere lyst til at spise sunde ting.
De to systemer arbejder normalt hver for sig. Det er derfor, man kan være proppet mæt efter aftensmaden og alligevel have plads til dessert. Semaglutid griber ind begge steder.
Hvad sker der i maven og blodsukkeret?
Hjernen er hovedmotoren, men der sker også noget længere nede.
Semaglutid bremser mavens tømning en smule i den tidlige fase efter et måltid.[1] Målt med et paracetamol-forsøg blev optagelsen i den første time reduceret med 27 %.[2] Maden ligger altså lidt længere i mavesækken, og du mærker det som en fylde, der holder ved. Sundhedsstyrelsen beskriver det ganske enkelt sådan, at Wegovy virker ved at nedsætte appetitten og sænke hastigheden, hvormed maden passerer gennem fordøjelsessystemet.[3]
Samtidig påvirker stoffet blodsukkeret, men kun når det er nødvendigt. Er blodsukkeret højt, stimulerer semaglutid insulin og sænker glukagon. Falder blodsukkeret, dæmpes insulinfrigivelsen igen.[1] Det er forklaringen på, at Wegovy alene sjældent giver lavt blodsukker, og på at det samme stof under navnet Ozempic er godkendt til type 2-diabetes. For god ordens skyld, der er ikke forskel på Ozempic og Wegovy. Wegovy har nogle højere doser tilgængelige, men ellers er det helt og aldeles samme stof. Novo Nordisk, som er virksomheden bag produkterne, vælger at markedsføre dem som to produkter, men indholdet er det samme.
Den langsommere mavetømning er også kilden til de typiske bivirkninger. Kvalme, oppustethed og forstoppelse er de gener, flest oplever, og de er værst i dagene efter en dosisøgning. Vi går i dybden med dem i vores guide til Wegovy bivirkninger.
Hvor meget mindre spiser man egentlig?
Det er her, det bliver konkret. Forskerne har målt det direkte: deltagere fik lov at spise frit fra et buffetmåltid, uden at nogen bad dem holde igen, mens man vejede præcis hvor meget de tog.
Efter 20 ugers behandling var energiindtaget ved sådan et frit måltid 35 % lavere med semaglutid end med placebo.[1] I et andet forsøg, hvor man målte alle dagens måltider, spiste deltagerne 24 % mindre svarende til godt 3.000 kilojoule på en dag.[4]
Oversat til hverdagen: spiser du normalt omkring 2.200 kalorier om dagen, svarer 24 % til cirka 530 kalorier. Det er et helt måltid, der forsvinder af sig selv, uden at du sidder og tæller.
Samme forsøg viste to ting mere, som er værd at hæfte sig ved. Deltagerne tabte i gennemsnit 5,0 kg på 12 uger, og vægttabet kom overvejende fra fedtmasse. Og deres hvilestofskifte var uændret sammenlignet med placebo, når man tog højde for den fedtfri masse.[4]
Den sidste pointe er vigtig, fordi mange frygter, at medicinen ødelægger forbrændingen. Det gør den ikke. Kroppen sparer ikke på blusset - du putter bare mindre i.
Så selv om folk fik lov til at spise så meget de kunne fra en buffet i 12 uger, så tabte de sig alligevel 5 kg. Det betyder ikke, at det er anbefalingen at spise, som man har lyst til, når man starter på Wegovy, men det viser, hvor effektiv medicinen er til at hjælpe med at styre både sulten og lysten til bestemte fødevarer.

Vil du vide, om det virker for dig?
Effekten afhænger af din biologi, din vægthistorik og din øvrige medicin. Tag den gratis BMI-test, så vurderer en dansk læge, om behandling er relevant for dig.
Se om du er egnet →Hvor lang tid går der, før Wegovy virker?
Wegovy begynder at arbejde fra første indsprøjtning. Du mærker det bare ikke fra første indsprøjtning.
Er du i tvivl om selve teknikken, gennemgår vi hvordan man tager Wegovy trin for trin.
Efter et stik under huden stiger koncentrationen i blodet langsomt og topper 1-3 dage senere. Fordi hver ny dosis lægger sig oven på resten af den forrige, går der 4-5 ugentlige indsprøjtninger, før niveauet i kroppen er stabilt.[2]
Hvad det betyder for, hvornår du mærker noget, har vi samlet i guiden til hvor hurtigt Wegovy virker.
Oveni kommer optrapningen. Du starter ikke på den dosis, der giver det store vægttab. Du starter lavt, og dosis sættes op hver fjerde uge over 16 uger, netop for at holde mavegenerne nede.[1]
Hele planen trin for trin finder du i guiden til Wegovy dosering.
| Periode | Ugentlig dosis | Hvad der typisk sker |
|---|---|---|
| Uge 1-4 | 0,25 mg | Tilvænningsdosis. Mange mærker en let dæmpet appetit, men vægten rykker sig ofte kun lidt |
| Uge 5-8 | 0,5 mg | Mætheden bliver tydeligere. Her ser de fleste det første synlige fald på vægten |
| Uge 9-12 | 1 mg | Vægttabet tager fart. Kvalmen kan vende kortvarigt tilbage efter hver opjustering |
| Uge 13-16 | 1,7 mg | Tæt på fuld effekt. Portionerne er typisk blevet mindre af sig selv |
| Fra uge 17 | 2,4 mg | Vedligeholdelsesdosis. Det største vægttab sker i de følgende 6-12 måneder |
Siden 2025 er der kommet et trin mere. Hos voksne med et BMI på 30 eller derover kan dosis efter mindst fire uger på 2,4 mg øges yderligere til 7,2 mg om ugen, hvis der er behov for det.[1]
Bliver mavegenerne for voldsomme undervejs, er løsningen ikke at bide tænderne sammen. Produktresuméet anbefaler direkte, at man udskyder næste dosisøgning eller går et trin tilbage, indtil symptomerne er bedre.[1] Det koster nogle uger. Til gengæld er det ofte forskellen på at fortsætte og at stoppe. Her vil vores anbefaling altid være, at du skal tage fat i din læge for at få den rette vejledning. Det er det, som vi er her for.
Vil du have tidslinjen helt tæt på - hvad du mærker uge for uge, og hvornår vægten begynder at rykke sig - så går vi i dybden i vores guide til hvornår kan man få Wegovy.
Er din optrapning gået i stå?
En af vores danske læger kan justere planen, så du kommer videre uden at få det dårligt.
Tal med en læge →Hvad viser studierne, at Wegovy gør ved vægten?
Det største forsøg hedder STEP 1. Her fik 1.961 voksne med svær overvægt enten semaglutid 2,4 mg eller placebo i 68 uger, mens begge grupper fik samme kostvejledning og opfordring til mere bevægelse.[5]
Resultatet: gruppen på semaglutid tabte i gennemsnit 14,9 % af kropsvægten mod 2,4 % i placebogruppen. I kilo var det 15,3 kg mod 2,6 kg.[1]
Hvad det svarer til om ugen og om måneden, kan du regne efter i guiden Hvor meget taber man sig på Wegovy?.
| Efter 68 uger | Wegovy 2,4 mg | Placebo |
|---|---|---|
| Gennemsnitligt vægttab | 14,9 % | 2,4 % |
| Tabte mindst 5 % af vægten | 83,5 % | 31,1 % |
| Tabte mindst 10 % | 66,1 % | 12,0 % |
| Tabte mindst 15 % | 47,9 % | 4,8 % |
| Ændring i taljemål | -13,5 cm | -4,1 cm |
| Ændring i systolisk blodtryk | -6,2 mmHg | -1,1 mmHg |
Læg mærke til de to nederste rækker. Taljen faldt 13,5 cm i gennemsnit, og blodtrykket fulgte med ned.[1] Det er ikke kosmetik. Det er fedtet omkring de indre organer, der forsvinder, og det er præcis det fedt, der belaster hjertet.
I et endnu større forsøg med 17.604 patienter, der havde både overvægt og hjertekarsygdom, gav semaglutid 2,4 mg en 20 % lavere risiko for hjertedød, blodprop i hjertet eller slagtilfælde sammenlignet med placebo.[1]
Sundhedsstyrelsen sætter det gennemsnitlige vægttab til 9-16 % og bemærker, at det ser ud til at stagnere efter cirka et års behandling.[3] Kurven flader altså ud. Kroppen finder et nyt leje, og det er ikke et tegn på, at noget er gået galt.
Der er dog et forbehold, som er værd at tage alvorligt: cirka 40 % af det vægttab, man opnår med Wegovy, er ikke fedt, men fedtfri masse - blandt andet muskler.[3] Derfor anbefaler vores læger konsekvent rigeligt protein og styrketræning under forløbet. Du kan læse mere i vores guide til Wegovy kostplan.
Virker Wegovy på alle?
Kort svar: nej. Og det er en af de ting, vi siger højt i konsultationen, fordi skuffelsen bliver meget større, hvis ingen har sagt det på forhånd.
I STEP 1 tabte 83,5 % mindst 5 % af deres kropsvægt.[1] Vend tallet om, og cirka hver sjette deltager tabte altså mindre end 5 %. Det er ikke en fejl hos dem. Det er biologi, der varierer fra menneske til menneske, ligesom blodtryksmedicin heller ikke virker lige godt på alle.
Rykker vægten sig ikke, gennemgår vi typisk de samme fem ting, før vi konkluderer noget:
- Er du nået op på fuld dosis, eller gik optrapningen i stå undervejs?
- Er der gået omkring tre måneder på vedligeholdelsesdosis, eller vurderer vi for tidligt?
- Tager du anden medicin, der i sig selv giver vægtøgning?
- Er der en ubehandlet årsag i baggrunden, for eksempel lavt stofskifte, PCOS eller søvnapnø?
- Kommer kalorierne fra drikkevarer og alkohol, som mætheden ikke bremser?
Ofte er svaret et af de fem. Er det ikke, kan næste skridt være at justere dosis eller skifte præparat. Vi går i dybden med årsagerne i guiden til hvorfor taber jeg mig ikke.
Virker Ozempic, Rybelsus og Mounjaro på samme måde?
Her er en af de mest nyttige ting at vide, hvis du er ved at vælge: semaglutid er semaglutid. Ozempic, Rybelsus og Wegovy indeholder alle sammen det samme aktive stof. Forskellen ligger i formen, i den maksimale dosis og i, hvad præparatet er godkendt til - ikke i selve virkningsmekanismen.
Rybelsus er den samme medicin i tabletform, som du tager dagligt i stedet for at stikke dig en gang om ugen.[6] Pillen er altså ikke et svagere alternativ. Den er en anden leveringsform af det samme stof.
Mounjaro er den eneste, der virker anderledes. Det aktive stof hedder tirzepatid og aktiverer to tarmhormoner i stedet for ét: både GLP-1 og GIP.[7] Det er forklaringen på, at Mounjaro i studier giver det største vægttab af midlerne.
| Præparat | Aktivt stof | Form | Pris pr. 4 uger hos Junia |
|---|---|---|---|
| Ozempic | Semaglutid | Ugentlig injektion | fra ca. 855 kr. |
| Rybelsus | Semaglutid | Daglig tablet | ca. 888-915 kr. |
| Wegovy | Semaglutid | Ugentlig injektion | ca. 1.280-2.230 kr. |
| Mounjaro | Tirzepatid | Ugentlig injektion | ca. 1.580-3.850 kr. |
Prisforskellen er værd at bide mærke i, når stoffet er det samme. En læge må gerne udskrive Ozempic til vægttab efter en individuel vurdering, selvom præparatet er godkendt til type 2-diabetes. Praktiserende læger gør det sjældent. Hos Junia gør vi det åbent og under kontrol, så økonomien ikke bliver en barriere for dit helbred.
Hvad sker der, når du stopper?
Det er den anden halvdel af spørgsmålet om, hvordan Wegovy virker. For hvis medicinen forlænger et mæthedssignal, hvad sker der så, når signalet forsvinder igen?
Sundhedsstyrelsen formulerer det uden omsvøb: Wegovy virker kun, så længe man tager det. Stopper man, ophører effekten, og sultfølelsen bliver større igen.[3]
Hvad der konkret sker i kroppen, når signalet forsvinder, gennemgår vi i guiden til Wegovy udtrapning.
Studierne siger det samme. Efter STEP 1 blev 327 deltagere fulgt i 52 uger uden behandling. Vægten steg i begge grupper, men de, der havde fået semaglutid, lå stadig 5,6 % under deres udgangsvægt mod 0,1 % i placebogruppen.[1] En del af gevinsten holder altså. Langtfra det hele.
Det lyder nedslående. Men det er faktisk hele pointen: overvægt er en kronisk tilstand, ikke en dårlig vane. Vi behandler forhøjet blodtryk med medicin, uden at nogen forventer, at blodtrykket bliver ved med at være lavt, når pillerne stopper. Vi går med briller uden at føle os som fiaskoer. Hvorfor forventer vi så noget andet af vægttabsmedicin?
For nogle vil behandlingen være langvarig, og det er der intet galt i. Er du nået dertil, hvor vægten skal holdes, har vi samlet det, der virker, i guiden om varigt vægttab.
Sådan kommer du i gang hos Junia
Vi er ikke bare en klinik, der udskriver recepter. Vi er dine partnere i at navigere i din egen biologi - uden fordomme og uden løftet pegefinger. Et forløb med medicinsk vægttab hos os starter sådan her:
- Tag den gratis BMI-test. Den tager to minutter og giver et første fingerpeg om, hvorvidt behandling er relevant for dig.
- Tal med en dansk læge. I en uforpligtende online-samtale gennemgår vi din sundhedsprofil, din vægthistorik og din øvrige medicin, og vurderer hvilket præparat der passer bedst til dig og din økonomi.
- Start dit forløb. Får du recept, henter du medicinen på apoteket, og vi følger dig tæt gennem hele optrapningen.
Medlemskabet koster 149 kr. de første fire uger og derefter 249 kr. pr. fire uger. Det dækker lægekonsultation, recept og løbende opfølgning. Medicinen køber du særskilt på apoteket. Og går der 100 dage, uden at du har tabt dig, får du pengene tilbage.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan Wegovy virker
Hvordan virker Wegovy i kroppen?+
Hvor lang tid går der, før Wegovy virker?+
Virker Wegovy uden kost og motion?+
Sætter Wegovy stofskiftet ned?+
Virker Wegovy og Ozempic på samme måde?+
Virker Wegovy på alle?+

Michael Schou er virksomhedsansvarlig læge hos Lægeklinik Junia og kvalitetssikrer vores indhold om medicinsk vægttab. Han sikrer, at alle guides er fagligt korrekte, opdaterede og formidlet i et klart og letforståeligt sprog.
Kilder og referencer
- European Medicines Agency. Wegovy (semaglutid) - produktresumé (SmPC), afsnit 4.2, 5.1 og 5.2. Læst august 2026.
- European Medicines Agency. Ozempic (semaglutid) - produktresumé (SmPC), afsnit 4.5 og 5.2. Læst august 2026.
- Sundhedsstyrelsen. Spørgsmål og svar om Wegovy. Vidensbase om ansvarlig medicinering.
- Blundell J, Finlayson G, Axelsen M, et al. Effects of once-weekly semaglutide on appetite, energy intake, control of eating, food preference and body weight in subjects with obesity. Diabetes Obes Metab. 2017;19(9):1242-1251.
- Wilding JPH, Batterham RL, Calanna S, et al. Once-Weekly Semaglutide in Adults with Overweight or Obesity (STEP 1). N Engl J Med. 2021;384(11):989-1002.
- European Medicines Agency. Rybelsus (semaglutid) - produktresumé (SmPC), afsnit 4.2. Læst august 2026.
- European Medicines Agency. Mounjaro (tirzepatid) - produktresumé (SmPC), afsnit 5.1. Læst august 2026.
Din krop. Din beslutning. Start når du er klar.
Ingen fordomme. Ingen løftet pegefinger. Bare et team, der hjælper dig med et varigt vægttab – på en sundhedsfagligt forsvarlig måde.
Start mit forløb – 149 kr./4. uge →



