Online lægeforløb med vægttabsmedicin
Få set på, hvorfor det ikke virker
Hos Lægeklinik Junia tager du BMI-beregneren, og lægen vurderer, om et forløb med vægttabsmedicin er relevant for dig.
Se om du er egnet- Tager 2 minutter
- Ingen ventetid
- Recept inden for én hverdag

Svar inden for 1 hverdag
Wegovy virker ikke på mig - her er de reelle årsager
Det vigtigste du skal vide
- Der går 16 uger at nå fuld dosis, og først efter cirka tre måneder på 2,4 mg kan effekten vurderes retfærdigt[1]
- Medicinen virker ikke lige godt på alle. I studierne tabte omkring hver sjette deltager under 5 % af sin kropsvægt[1]
- Er vægttabet gået i stå efter 9-12 måneder, er det sjældent medicinen, der har svigtet. Det er kroppens nye ligevægt[2]
- Antidepressiva, antipsykotika, antiepileptika, binyrebarkhormon og visse diabetesmidler kan trække vægten den modsatte vej[3]
- Forkert opbevaring og glemte doser er en overset årsag - og den letteste at rette[1]
- Er 2,4 mg ikke nok, findes der veje videre: en højere dosis eller et skift til et andet stof[1][4]
Du har gjort alt det, du skulle. Sat sprøjten hver uge. Betalt for medicinen. Ventet. Og vægten står stort set, hvor den stod. Måske er du begyndt at tænke, at der er noget galt med dig - at hvis det virker på alle andre, må problemet være dig.
Lad os få det på plads med det samme: der er ikke noget galt med dig. I langt de fleste tilfælde vil du kunne have en effekt, og der er en årsag til, at du endnu ikke har set effekten. Her er årsagerne, vi oftest finder, når vi sætter os ned med en patient, hvor Wegovy ikke ser ud til at rykke noget.
Først: hvornår kan man overhovedet sige, at Wegovy ikke virker?
Det er det spørgsmål, der løser flest sager. Rigtig mange konkluderer for tidligt.
Guiden til hvor hurtigt Wegovy virker viser, hvad der realistisk sker hvornår.
Dosis trappes op over 16 uger, fra 0,25 mg til vedligeholdelsesdosis på 2,4 mg om ugen.[1] 2,4 mg blev oprindeligt lavet som behandlingsdosen og de andre doser som optrapningsdoser, hvor kroppen skal vænne sig til behandlingen. Hvis du ikke oplever en effekt, så skyldes det ofte, at du skal give det lidt længere tid. De første måneder er tilvænning. Derefter skal kroppen have tid på en dosis, der virker for dig, og vi regner typisk med cirka tre måneder, før billedet er til at læse.
| Hvor er du? | Kan du vurdere effekten? |
|---|---|
| Uge 1-8 (0,25-0,5 mg) | Nej. Dosis er lav, og det er normalt at mærke lidt eller ingenting |
| Uge 9-16 (1,0-1,7 mg) | Delvist. De fleste mærker appetitten falde her, men vægttabet er endnu ikke i fuldt tempo |
| Uge 17-28 (2,4 mg) | Fuld effekt. Her tager vægttabet fart, og her skal du gerne mærke en effekt |
| Efter cirka 6 måneder | Ja. Nu er der grundlag for at vurdere, om behandlingen virker på dig |
Vejer du dig hver morgen i uge 3, måler du støj og ikke effekt. Vægten svinger 1-2 kg på et døgn af helt almindelige grunde som væske, salt og tarmindhold.
Virker Wegovy på alle?
Nej. I det store STEP 1-studie tabte deltagerne i gennemsnit 14,9 % af deres kropsvægt.[5] Men et gennemsnit dækker over en spredning: 83,5 % tabte mindst 5 %, mens de resterende - omkring hver sjette - tabte mindre end det.[1]
Hele spredningen bag gennemsnittet er samlet i guiden Hvor meget taber man sig på Wegovy?.
Det er ægte manglende respons, og det er biologi. Vi ved endnu ikke præcist, hvorfor nogle mennesker reagerer kraftigere på GLP-1-signalet end andre, men vi ved, at det ikke handler om viljestyrke. Det samme gør sig egentlig gældende med det meste medicin, så det er ikke så overraskende.
Det er den samme pointe, som gælder hele vejen igennem: overvægt er biologi, ikke karakterstyrke. Vi giver briller til dem, der ser dårligt, og blodtryksmedicin til dem, der har for højt blodtryk - og vi bebrejder ikke nogen, at den første styrke ikke altid er den rigtige. Vægttabsmedicin fortjener samme tilgang. Det frustrerende ved vægttabsmedicin er som ofte, at man selv betaler for medicinen, og den er forbundet med en væsentlig udgift for de fleste. Starter du på vægttabsmedicin, er det derfor også vigtigt, at du kan se dig selv være på behandlingen over en længere periode.
De 8 hyppigste årsager til, at Wegovy ikke virker
1. Du er aldrig nået op på fuld dosis
Den absolut hyppigste. Optrapningen gik i stå ofte ved 1,0 mg, og ofte fordi prisen for at stige til de højere doser også stiger. Effekten på 1,0 mg er markant mindre end på 2,4 mg. Er det din situation, er løsningen ikke mere tålmodighed, men en samtale om at komme videre op - eventuelt langsommere end normalt. Vores guide til Wegovy bivirkninger gennemgår, hvordan du håndterer generne undervejs.
Se hele optrapningsplanen i guiden til Wegovy dosering.
2. Der er simpelthen gået for kort tid
Se afsnittet ovenfor. Hvis du er i måned 2, er der ikke noget at diagnosticere endnu.
3. Pennen har ligget forkert
Den her overrasker mange. Wegovy må opbevares uden for køleskab i op til 28 dage ved højst 30 grader, og derefter skal pennen kasseres. Har den været frosset, skal den kasseres.[1] En pen, der har stået en uge i en varm bil eller er blevet lagt bagerst i fryseren, kan have mistet en del af sin virkning - uden at det kan ses på væsken.
4. Der er glemt doser undervejs
Én glemt dosis betyder ikke meget, hvis du tager den inden for 5 dage. Er der gået mere end 5 dage, skal dosen springes over.[1] Men et mønster med flere glemte uger hen over et halvt år betyder, at niveauet i kroppen aldrig har været stabilt. Er der glemt flere doser i træk, anbefaler produktresuméet ligefrem at overveje at starte forfra på en lavere dosis.[1]
5. Anden medicin trækker den modsatte vej
Det er en reel og undervurderet forklaring. Lægehåndbogen nævner antidepressiva, antipsykotika, antiepileptika, glukokortikoider og visse antidiabetika som lægemiddelgrupper, der kan give vægtøgning.[3] Tager du noget fra de grupper, arbejder to kræfter mod hinanden i din krop. Nogle gange kan der skiftes til et alternativ, andre gange kan der ikke - men det skal med i regnestykket, før man konkluderer, at Wegovy ikke virker.
6. Der ligger en ubehandlet tilstand bagved
Ved mistanke om for lavt stofskifte bør det udredes med en TSH-måling, og i sjældne tilfælde kan der ligge et Cushings syndrom bag - en tilstand med under 20 nye tilfælde om året i Danmark.[3] Dertil kommer hormonelle og søvnrelaterede tilstande, vi ser jævnligt hos vores patienter: PCOS og søvnapnø. Ingen af delene gør medicinen virkningsløs, men de gør bakken stejlere.
7. Kalorierne kommer flydende
Det, vi oftest opdager, når vi går en hverdag igennem med en patient, er ikke maden. Det er drikkevarerne. Mætheden fra Wegovy virker på måltider, men den bremser sjældent en latte, en sodavand eller tre glas vin om aftenen på samme måde. Fem hundrede flydende kalorier om dagen kan æde hele det underskud, medicinen skaber.
8. Musklerne er røget med
Sundhedsstyrelsen anslår, at cirka 40 % af det vægttab, man opnår med Wegovy, er fedtfri masse, blandt andet muskler.[2] Mister du meget muskelmasse, falder dit daglige energiforbrug, og vægttabet bremser af sig selv. Protein ved hvert måltid og styrketræning to gange om ugen er derfor ikke pynt på behandlingen - det er kernen i vores Wegovy kostplan. Det er en del af den.

Kan du genkende flere af punkterne?
Så er der noget at arbejde med. Vores læger gennemgår hele billedet med dig - dosis, øvrig medicin og mulige årsager i baggrunden.
Tal med en læge →Wegovy virkede - men nu er vægttabet gået i stå
Det er en anden situation end den ovenfor, og den kræver et andet svar.
Kort svar: et plateau er forventeligt, ikke et svigt. Sundhedsstyrelsen sætter det gennemsnitlige vægttab med Wegovy til 9-16 % og bemærker, at det ser ud til at stagnere efter cirka et års behandling.[2]
Forklaringen er ligetil. En krop på 85 kg forbrænder mindre end den samme krop gjorde ved 105 kg. Undervejs er der også røget noget muskelmasse med. På et tidspunkt mødes det lavere indtag og det lavere forbrug, og så står vægten stille. Det er ikke medicinen, der er holdt op med at virke - det er den, der holder dig på den nye vægt.
Hvis vægten har stået stille i tre uger, er det normalt. Har den stået stille i tre måneder, mens du er på fuld dosis, er det værd at kigge på. Og husk imens at måle andet end vægten: taljemål, blodtryk, blodsukker og hvor mange trin du kan tage, uden at knæene protesterer.
Hvad kan du gøre, hvis Wegovy ikke virker?
Der er som regel flere trin tilbage, før man opgiver.
- Kom op på fuld dosis. Er du gået i stå ved 1,0 eller 1,7 mg, er det første skridt at komme videre - eventuelt med en langsommere optrapning.
- Overvej en højere dosis. Produktresuméet åbner for at øge til 7,2 mg om ugen efter mindst 4 uger på 2,4 mg hos voksne med BMI over 30. I STEP UP-studiet gav 7,2 mg et vægttab på 18,7 % mod 15,6 % på 2,4 mg efter 72 uger.[1] Om det er en mulighed for dig, afhænger også af, hvad der aktuelt kan skaffes i Danmark.
- Skift stof. Mounjaro indeholder tirzepatid og virker på to mæthedshormoner i stedet for ét. I et direkte sammenlignende studie var vægttabet efter 72 uger 21,6 % med tirzepatid mod 15,4 % med semaglutid 2,4 mg.[4]
- Behandl det, der ligger bagved. Lavt stofskifte, PCOS og søvnapnø skal håndteres for sig - ikke med mere vægttabsmedicin.
- Ryd op i det flydende. Det er ofte den enkleste og hurtigste justering af dem alle.
- Få protein og styrketræning ind. Det beskytter muskelmassen og dermed forbrændingen.
Hvornår giver det mening at stoppe?
Vi skal også være ærlige om den anden side. Har du været på fuld dosis i et halvt år, er alle de tekniske årsager gennemgået, og der er ikke sket noget af betydning, så er der ingen grund til at blive ved med at betale for en behandling, der ikke gør noget for dig.
Vælger du at stoppe, så gør det planlagt. Se principperne i guiden til Wegovy udtrapning.
Men det er en beslutning, du skal træffe sammen med en læge - og det er en helt anden beslutning end at stoppe i uge 6, fordi der ikke skete noget den første måned. Der er også mellemveje: at skifte præparat, at justere dosis, eller at holde en pause og tage den op igen på et andet tidspunkt i livet. Mounjaro er lige nu det produkt på markedet, hvor folk taber sig mest - op til 25 %. Hvis du ikke har en effekt af Wegovy, så snak med din læge om muligheden for at skifte til Mounjaro.
Vi ser os ikke som en klinik, der udskriver medicin. Vi er dine partnere i at navigere i din egen biologi, og nogle gange er det rigtige svar, at netop dette præparat ikke er dit. Læs mere om, hvad der ellers kan ligge bag, i vores gennemgang af hvorfor taber jeg mig ikke.
Sådan hjælper vi hos Junia
Et forløb med medicinsk vægttab hos os er ikke bare en recept. Det er en løbende justering:
- Vi lægger en optrapningsplan, der tager højde for, hvor godt du tåler medicinen - så du faktisk når op på fuld dosis.
- Vi gennemgår din øvrige medicin og din sygdomshistorik, inden vi konkluderer noget om effekten.
- Vi følger op undervejs og justerer, hvis vægttabet ikke er, hvor det burde være - i stedet for at lade dig fortsætte i blinde.
Medlemskabet koster 149 kr. de første 4 uger og derefter 249 kr. pr. 4 uger og dækker lægekonsultation, recept og opfølgning. Går der 100 dage, uden at du har tabt dig, får du pengene tilbage. Al vægttabsmedicin købes på apoteket med din recept.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor virker Wegovy ikke på mig?+
Virker Wegovy på alle?+
Hvorfor er mit vægttab på Wegovy gået i stå?+
Kan man blive resistent over for Wegovy?+
Hvad gør jeg, hvis Wegovy ikke virker mere?+

Michael Schou er virksomhedsansvarlig læge hos Lægeklinik Junia og kvalitetssikrer vores indhold om medicinsk vægttab. Han sikrer, at alle guides er fagligt korrekte, opdaterede og formidlet i et klart og letforståeligt sprog.
Kilder og referencer
- European Medicines Agency. Wegovy (semaglutid) - produktresumé (SmPC), afsnit 4.2, 4.8, 5.1 og 6.3-6.4.
- Sundhedsstyrelsen. Spørgsmål og svar om Wegovy. Vidensbase om ansvarlig medicinering.
- Lægehåndbogen. Overvægt. sundhed.dk.
- European Medicines Agency. Mounjaro (tirzepatid) - produktresumé (SmPC), afsnit 5.1 med resultater fra SURMOUNT-5.
- Wilding JPH, Batterham RL, Calanna S, et al. Once-Weekly Semaglutide in Adults with Overweight or Obesity (STEP 1). N Engl J Med. 2021;384(11):989-1002.
Din krop. Din beslutning. Start når du er klar.
Ingen fordomme. Ingen løftet pegefinger. Bare et team, der hjælper dig med et varigt vægttab – på en sundhedsfagligt forsvarlig måde.
Start mit forløb – 149 kr./4. uge →



